Filippinerne ‘07

Hej alle sammen derhjemme.
Som tiden dog flyver. Det er bare helt vildt. Der er simpelthen sket saa meget, men lad mig tage det fra begyndelsen af. Sidst stod vi paa kanten til at starte vores metodeoevelse ude paa lossepladsen, og nu er vi paa en solskinsoe og har skrevet opgaven faerdig.
Oplevelsen derude var simpelthen helt overvaeldende, jeg har aldrig forestillet mig noget lignende. Turen derud gjorde lige saa meget indtryk, da husene og menneskene langsomt aendrede sig for hver husblok og blev lidt mere slidte og stoevede at se paa. Lossepladsen hedder Inayawan, og der bor ca 1500 mennesker, ca. 300-400 mennesker. Affaldet og lugten var aabenlyst ikke saerlig indbydende, og det er noget af den vaerste slum, jeg nogensinde har set. Flemming vores danske kontakt i Cebu, tog os med rundt paa en gaatur i omraadet, da man langt fra, selv skal gaa alene rundt der. Men smilene var synlige, da vi kom omkring, og vi blev moedt af mange ‘hello’s. Moedet med boernene var simpelthen saa dejligt, og vores hjerter smeltede en lille smule. Det var virkelig dejligt at vaere derude i den tid, selvom det ogsaa var lidt haardt at taenke paa, hvilken verden disse boern vender hjem til, naar de er faerdige med skolen. Skolen laa midt ude paa lossepladsen og var en utrolig dejlig oase, midt i alt det lidt troestesloese. Historierne var mange derude fra, og i nogle tilfaelde ganske enkelt grusomme. Det var maerkeligt at staa over for et menneske, der havde oplevet ting, man synes virker helt ufattelige.
Moedrene til boernene saa vi hver dag og snakkede kort med dem, og det var maerkeligt at taenke paa, at dette er mennesker, der bor paa en losseplads, og lever af at samle skrald. Sko indsamles, vaskes, toerres og saelges videre. Hvis de er heldige, finder de smykker blandt tingene. Ellers er det normale at samle jern eller fx plasticposer, der renses og ja, saelges videre. Penge kan komme ud af meget, hvis man virkelig vil det.
 
Vi boede i Cebu, var var en dejlig by. Det var faktisk dejligt at komme til varmen igen, efter det kolde vejr i nord. Men til sidst fik vi dog ogsaa nok af storbyen, og vi tog videre til en oe nemlig Panglao, ved siden af Bohol (der ligger ved siden af Cebu) for at skrive opgaven. Inden da naaede vi at holde danskertraef med Flemming, hans kone og andre danske unge der havde arbejdet i organisationen (Cebu Missionary Foundation).
 
Panglao viste sig at vaere en stor kontrast, det er nemlig et yderst turistet omraade, men heldigvis er det low season, hvilket hjaelper en del. Vi fik dog det vi ville - nemlig fred, ro og frisk luft til at kunne koncentrere os om at skrive opgaven.
 
Men nu er den faerdig, og det er tid til at kunne slappe lidt af paa stranden, da der ikke er lang tid tilbage paa Filippinerne. Den 4. tager vi til manila, d. 6. til Hong Kong og d. 9. til DK, hvor vi ankommer d. 10. Vi foeler allerede, vi kommer til at savne det gode vejr her, for det lyder som om, at vejret ikke er det bedste. Og nu har Filippinerne jo ogsaa fantastiske strande, gekkoer (nyt favoritdyr) og frugtshakes. Vaeldig fordel…
 
Men ha det godt, vi ses lige pludselig.
 
Knus fra Lise (og vores husgekko, der hedder Jens Lyn. Den er hurtig, er den)

Hej alle sammen.
Jeg haaber, at I alle har det fortsat godt, og at ingen smeltede i den varme, der pludselig overtog Danmark. Saa ved I, hvordan vi har det her paa Filippinerne nonstop

Vi tog fra den vidunderlige by i bjergene, Sagada, til en noget stoerre by 7 timer sydpaa i bus, nemlig Baguio. Her ventede en helt anden oplevelse os. Traette efter en lang bustur smed vi os ind i en taxi og bad om at blive koert til Little Flower Retreat Hostel - hvorefter vi endte paa et franciskansk kloster. Ganske rigtigt var det her, at vi skulle gennemfoere den sidste del af vores undervisning sammen med holdet. Meget kloster-agtigt var det fyldt med opmaerksomme Jesus’er, der stirrede ned paa dig, nonner der vimsede omkring og utroligt mange ‘Silence Please’ skilte. Dog var det et forholdsvist frisindet sted, der jo ogsaa havde et omraade hvor man kunne leje sig ind og overnatte (vi saa ogsaa, at de lige sneg en baileys i aftenkaffen) - selvom sengenes tykkelse nok ikke er meget mere end en lille tommelfingers laengde i madrassens tykkelse..
 
Generelt synes Filippinerne at vaere meget religioese. Eller… De skilter i hvert fald utroligt meget med deres religion. De fleste er katolikker eller Jehovas Vidner, og man kan finde religioese budskaber eller billeder paa alle gader og i stort set alle almindelige butikker. Specielt i de fattige kvarterer, der dukker op jaevnligt paa landevejen og i byerne, er de smaa bliktage ofte naboer til en stor, hvid og ioejefaldende kirke. Men det er jo nok ogsaa i de kvarterer, at de har mest brug for det. Paa busturen til Baguio proevede en Jehovas Vidne at faa mig omvendt til den rette tro. Det lykkedes ikke helt, maa jeg sige, men jeg skulle hilse hendes broedre og soestre i Danmark - det kan I lige staa for, hvis I moeder nogle.

Undervisningen i Baguio handlede mest om det at foretage interviews og at konstruere vores opgave og projektformulering, da tiden naermer sig drastisk for vores projekt. Derfor var det ogsaa lidt sjovt, at vi fik besoeg paa klostret - vores lyse haar havde vakt opsigt i byen, og derfor kom et kamerahold fra en national tvstation paa besoeg for at interviewe os om vores ophold her paa Filippinerne. Senere samme aften saa vi et indslag paa tv, selvom vi kun forstod lidt af det - det meste var paa tagalog (det sprog, der tales i nord).

Ellers naaede vi at opdage glaederne ved filippinernes voldsomme shoppingcentre, der praeger livet i alle byerne med et. Her fik vi shoppet lidt, for at goere op for den lange tid, hvor vi stort set ikke havde koebt noget. Her blev der ogsaa koebt flybilletter til Cebu, som efter afskeden med holdet, ville blive naeste stop for Sif, Ditte og jeg. Efter en imponerende gallamiddag paa byens dyreste hotel (2 retter, vin og drinks = 600 pesos ~ 75 kroner) tog vi dagen efter vi Cebu med en enkelt overnatning i Manila. Her blev vi moedt af Flemming - vores danske kontakt som Dittes far havde forbindelse til. Flemming har boet fast paa Filippinerne i mange aar efterhaanden og har 11 (!) boern med den samme kone. Inponerende. De fleste af dem bor dog udover hele verden, saa det er kun 2 af dem eller lignende, der fast bor paa Filippinerne. Han havde fundet et dejligt sted til os at bo og havde allerede lagt noget af programmet fast for os den naeste uge.

Projektet, som vi skal skrive eksamensopgave om, handler om bogstavelig talt de fattigste i Cebu. Byens losseplads er blevet bygget op til at vaere et helt lille faellesskab, hvor utroligt mange mennesker bor og lever. De boern, der vokser op her skulle gerne have noget undervisning i en rigtig skole, saa slummen ikke vokser sig saa skraemmende meget stoerre hvert aar, som den har gjort indtil nu. Men eftersom de har levet her, er selv 3-4-5 aarige langt fra egnede til at gaa i filippinske skoler, der kraever meget af boernene. Paa lossepladsen har en frivillig organisation derfor oprettet en pre-school, hvor boernene skal laere basale faerdigheder som at sidde stille, lytte til at andre taler og at kunne snakke om sine egne foelelser over for andre. Her vil vi se hvordan skolen er bugget op paa loseepladsen og hvordan den kan fungere. Skolen bruger nogle paedagogiske midler, som for eksempel det, at hvis boernene dukker op faar de en pose mad hjem til familien (som er fattig og sulten), og hvis de ikke dukker op, faar de selvfoelgelig intet.
Det er grundlaeggende, hvad vi skal fylde 30 sider med - og ellers skal vi lege journalister og foretage en masse interviews, der skal transkiberes, analyseres etc. Langsommeligt arbejde, men det skal nok blive sjovt. Vi glaeder os til den foerste dag i morgen.

Det var vist det for denne gang. Nej hov, jeg er ogsaa blevet klippet Det blev jeg i Baguio af en - ladyboy. Det kendte sydasiatiske faenomen, hvor en fyr klaeder som ud som en kvinde og ogfoerer som som en. Det er ikke som hjemme i Danmark, hvor saadan nogle ville have vild makeup paa og vaere lidt malplacerede paa stroeget i Aarhus. Nej her er de helt accepterede og der er mange af dem - rigtigt mange. 10 gange flere end der er karaokebarer og det siger en del! Men han/hun klippede mig og det blev ret fint. Saadan korthaaret men ikke for kort. Det andet haar var ved at blive lidt for varmt her i de konstant +30 grader.

Ha det godt alle sammen. Jeg savner jer (og rugbroed og leverpostej og trafiklys der ikke er farlige for fodgaengere og rent vand fra vandhanen).

Kaerlig hilsen fra Lise

Saa er der vist sket saa meget nyt, at det er ved at vaere tid til en ny mail hjem. Rejsen er siden da blevet noget anderledes, da vi i Manila moedtes med resten af gruppen jo (27 mennesker ialt), hvorefter det var tid til undervisning og saadan noget. Vi tog en faelles bus fra Manila til Banaue (8 lange timer, airconditioningen virkede ikke op af bakke i bjergene. Der var mange bakker). Vi ankom lidt forsinket til Banaue, hvor vi endte ved et youth hostel, der laa ved et stoerre hotel - der kunne vi nemlig leje os til en konferencesal, hvor undervisningen var. Banaue var en dejlig by, hostellet var ikke. For at komme ind gennem doerene til det, gik man nemlig gennem en sky af dyr - natsvaermere, myg, fluer, biller og andet godtfolk, der flokkedes om at komme hen til lyset. Jeg saa en natsvaermer, hvor begge vinger var lige saa store som ens haender spredt helt ud. Vildt og lidt voldsomt. Ellers er Banaue kendt for risterrasser, og dem var der ogsaa vaeldigt mange af. Vi travede (naesten) dem alle sammen igennem - danske undervisningstider passer bare ikke helt saa godt til Filippinerne, eftersom der er smukt solskin om formiddagen og oesende regn fra ca kl 16. Saa stort set alle ture endte med meget meget vaadt toej og glatte stier. Temperaturmaessigt var det dog fantastisk at komme til Banaue trods regnen. Der var vildt koeligt om natten - faktisk lidt koldt (!), og man kan gaa med langaermede bluser om aftenen. Vildt dejlig foelelse.

Undervisningen var faktisk okay at komme i gang med, og det var primaert en kombination af undervisning paa klassen og observations- og metodeoevelser bagefter. Saa vi naede at invadere de fleste restauranter og det offentlige marked i den lille by flere gange I torsdags var der en pause paa et par dage, hvor vi tog en jeepney til Sagada. En helt fantastisk lille bjergby paa flere maader. Vi har naesten ikke lyst til at komme vaek herfra, selvom bussen gaar i morgen. Jeepneyturen herhen var dog ‘interessant’. 4 timer hvor man koerer sidelaens i bjergene paa meget bumlede veje. Vi naede ogsaa at punktere undervejs i den braendende hede, men heldigvis var reservedaekkene klar. Ellers var vi strandet ude i det oede ingenting. Naar man er saa hoet oppe i Luzon, er naturen helt anderledes. Det minder faktisk mest af alt om Norges bjerne med grantraer om sommeren - dog med spredte palmer indimellem, hvilket oedelaegger illusionen lidt… I gaar var vi ude at vandre lidt, hvor vi saa de haengende kister - baade de meget gamle, der er flere hundrede aar gamle og saa de helt nye… Derudover vadede vi lidt omkring i ekkodalen, hvor der, ja, ganske rigtigt er helt genialt for at lave ekkoer (Moeller/Oeller blev brugt, vi kunne ikke huske saa meget mere, men det virkede ogsaa en anelse upassende ved siden af alle kisterne paa klippevaeggene). Ellers er der en lille vandfald, hvor det er dejligt at bade Super laekkert naar det er saa varmt. Ellers er der super duper brillant mad her i byen, og vi har fundet et par steder, der kan finde ud af at lave rigtig god mad, ikke mindst yoghurt og rigtigt kerneagtigt tungt broed, der ikke har den samme kvalme soedme som alt andet broed her i Asien.

I dag var det dog rigtig spaendende. Vi var kommet paa et helt perfekt tidspunkt, da der var hoestfest. Der var pludselig boder og musik i hele den lille by. Lars (vores underviser) havde faaet info om, at det hele startede kl halv 7 om morgenen og laa en halv time herfra. Kl halv 6 slaebte vi os alle op, for at finde ud af at det reelt var kl 9! Temmelig irriterende. Men det startede i den gamle del af Sagada, hvor alle maendene havde traditionelle dragter paa og gik op i skoven af bjergsiden for at udfoere nogle ritualer for at velsigne hoesten og saa lige ofre en gris med i koebet. Saa kom de gaaende paa en lang raekke ned gennem en stisystem i den del af byen hen til en anden hellig plads, hvor ham der havde betalt for det hele blev hyldet. Her startede de saa paa nogle flere ritualer, hvor de ogsaa foelte, at der skulle ofres en gris mere - og en hane og en hund. Saa det hele blev slagtet og stegt. Finten var, at naar man foerst var der, maatte man ikke forlade omraadet, foer de var faerdige, da det ellers ville bringe uheld over det hele. Saa vi blev ligesom. Men det var ret sjovt, og de dansede en masse og vi moedte en antropolog, der fortalte os en masse om det hele - hun havde boet der on and off de sidste 30 aar og var vist lige lovlig meget ‘gone native’. Men sjovt at opleve, det var det.

I morgen tager vi tilbage til byen igen, nemlig Baguio, der ligger 7 timer med bus herfra. Vi tager en tidlig bus for ikke at skulle koere i varmen, saa regner med en kl 5. Det andet ville vaere uudholdeligt, da der ikke er aircon i offentlige busser. Haaber at I alle har det godt derhjemme stadig - jeg er nu over halvvejs af turen, og tror det naeste stykke tid kommer til at gaa hurtigt, da der skal ske saa meget. Engang i naeste uge fanger Sif, Ditte og jeg et fly til Cebu, og saa starter vores projekt for alvor. Inden da fortsaetter undervisningen i Baguio.

Tiden gaar, og vi kommer videre paa Filippinerne. Vi er nu i Manila igen, efter at have brugt de sidste dage i Puerto Princessa med lidt af hvert. Vi lejede en tricycle for en dag, der tog os ud til en krokodillefarm som det foerste. Det var ret specielt at se, og lige pludselig fik man smidt en krokodilleunge i haenderne (ca 30 cm lang), og saa kunne man ellers staa med den lidt og proeve at virke rolig, mens der var doemt kodakmoment. Det var ret sjovt at proeve, og de var egentlig ganske rare at roere ved. Bagefter gik vi dog udenfor, hvor de store krokodiller var - de rigtig store krokodiller. Vi saa dem blive fodret, og det var hele saadan okay, fordi vi hele tiden havde i tankerne, at disse krokodiller blev beskyttet og opdraettet her, fordi de var truet af udrydning paa Filippinerne, hvor de ellers har levet frit mange steder. Men nej nej, det var vores naive europaeiske fredssind, der kom op i os der. Vi fandt ud af, at krokodillerne bliver sendt til Kina, naar de er gamle nok, for at saelge deres skind og taender. Ja, saa var det lige pludselig et lidt andet sted, end vi havde troet. Bagefter tog vi den lidt fredeligere vej, nemlig til et sommefugle sanctuary. Det var ganske fint, selvom foelelsen af sommerfugle, der bare uhaemmet saetter sig paa sin ryg, ikke er helt rart. Gaa vaek.
Ellers tog vi i Puerto ind paa en restaurant, der hedder Kalui og formodentlig er en af de bedste restauranter, jeg har vaeret paa (ogsaa Danmark inkluderet). Det var simpelthen bare saa laekkert - vi fik baade tunsteak, hummer og anden god fisk, og omgivelserne var bare saa flotte. Eneste minus ved stedet var dog, at efter at vi havde siddet der i 30 minutter, hopper Sif meget langt op af stolen, fordi en lang men meget tynd, sort slange lige havde ‘kravlet’ over hendes foedder. Tjenerne kom loebende og forsikrede os paa det kraftigste om, at de Aldrig havde oplevet dette foer, og at det Helt sikkert aldrig ville ske igen. Men det gjorde det. 45 minutter senere kravler en lignende slange over mine foedder, og det er min tur til at blive meget forskraekket. Tjenerne mente, at slangerne var enormt glade for os. Tak for informationen…
 
Efter disse dage i Puerto, tog Ditte og jeg onsdag til Manila, mens de andre kom hertil dagen efter. Vores ret daarlige indtryk af byen fra sidste gang, blev afloest af et der var vaesentligt bedre. Byen er egentlig ret hyggelig, men vi bor ogsaa i et meget hyggeligere kvarter denne gang end foer. Vi er taettere paa alt og moeder flere mennesker som vi kender. Holdet er jo lige saa stille ved at samle sig i byen, og de sidste kommer engang i dag, da vi i morgen koerer i en bus til Banaue, for at starte undervisningen. Manila er saadan en by, hvor sevaerdighederne er okay, men ikke rigtig noget specielt. De er lidt af “filippinsk-turist-standard”, hvis man kan sige det saadan. Generelt skal man paa Filippinerne ikke bekymre sig om at bruge alt for lang tid paa at tage ud til specielle ’sevaerdigheder’ og turistmaal. De skuffer naesten altid lidt og lever aldrig op til den standard som man forventer. Det spaendende her er derimod at finde andre steder. Fx i Manila er det bedste naesten bare at gaa omkring i byen og opleve alle de smaa gader og kvarterer, der er langt mere interessante, end hvad det lokale turistkontor kan tilbyde. Resten af Filippinerne skal ogsaa helst bare opleves ved at tage omkring og opleve menneskene, byerne, naturen eller livet under vandet..
 
Een ting har vi dog lavet her i Manila: Set storcentre. Tog i Ayala, der ligger i den rige bydel, og som bestaar af 4 sammenhaengende centre (Glorietta 1-4), der tilsammen er verdens stoerste, som jeg tidligere har skrevet om. Det var ogsaa paent stort, men faktisk saa stort at man ikke helt kunne fornemme det. Det er jo bare som en lille bydel i sig selv, ligner det.. Ellers skal vi i biografen senere og se Skrek 3 for 55 Pesos - ca 7 kroner. Nogle gange elsker jeg Filippinerne
 
Haaber at I alle stadig har det godt, hils alle, savner jer alle

hilsen fra Lise

Foerste info om Filippinerne kommer allerede nu. Powercuts kommer ofte og kommer uventet. Saa - endnu engang - har jeg fornojelsen af at skrive denne mail endnu engang. I faar rejsebeskrivelserne i en lettere forkortet udgave i stedet.
 
Vi forlod Coron og den utrolige wreck diving, for at tage sydpaa paa Palawan, nemlig El Nido. Dette er faktisk en utroligt dejlig lille by, men vores foerste indtryk var ikke det bedste, da turen paa baad tog 8 timer i stedet for 6, regnen stod ned og syntes aldrig at ville stoppe, og der var optaget rigtig mange steder i byen. Vi gik til plan b, der var et hostel lidt uden for byen, og det hele vendte sig lidt til det bedre - hostellet var ikke hyggeligt (faktisk foelte man sig lidt i faengsel), men vaerten var dejligt mor-agtig, der var kun 10 min til centrum, vi fik tort toej paa og fandt The Art Cafe, som den sidste bonus. Et utroligt hyggeligt sted, med god stemning og mad. Vi havde desvarre kun 1 hel dag her i byen, daa flyet var booket til Puerto Princesa, men dagen blev brugt paa Island hopping (bla med en australier, en englander og en schweizer, vi havde modt i Coron), hvor vi dykkede i laguner. Virkelig flot.
 
I morges tog vi flyet til Puerto Princesa fra noget, der mindst af alt mindede om en lufthavn, i et propelfly, der rummede 2 piloter, 6 passagerer og 8 hoens. Hyggelig tur. Puerto er forelobig dejlig, og vi har fundet et rigtig dejligt sted at bo, The Banwa. Naar man lige vaenner sig til maengden af patchwork, perler og treaskulpturer, er det rigtig hyggeligt Vi bliver i Puerto i et par dage for at slappe af ovenpaa flere rejsedage i traek.
 
Jeg har vaeret 17 dage her paa Filippinerne nu, og selvom det ikke er lang tid, og jeg kommer til at laere meget mere, har jeg alligevel faaet et ret godt blik ind i, hvordan det hele fungerer (eller ikke fungerer) her. I kan hoere lidt af det her.
 
- der er ikke mange udlaendinge her, der rejser rundt. Der er langt faerre end de fleste steder i Asien, der oftere er rejsemaal for vesterlaendinge.
 
- naar man moeder rejsende, er en utrolig stor del af dem folk, der har solgt alt, og skal rejse i flere aar rundt i hele verden eller Asien. Typisk en vesterlandinge omkring de 30, der har tjent godt men er traet af kontoret og det stressede liv hjemme.
 
- isbryderen i alle samtaler er dykning. Alle dykker her, baade filippinere og rejsende. Folk kan utroligt mange gode historier og er paa udkig efter det samme her: nogle af verdens bedste dykkersteder.
 
- noget man tilgengaeld ikke kan blive fri for her, er karaoke. Jeg vil vove at paastaa at karaoke generelt er Filippinernes nationalsang. De elsker det simpelthen, ligesom alle andre steder i asien, bare 100 gange mere. Det er hele tiden og hele doegnet. Det foerste man undersoger, naar man vaelger hostel, er, om der er karaoke bar i naerheden. Ellers lukker man ikke et oeje hele natten. Generelt al amerikansk pop er storfavorit, men 2 ting traeder klarest frem: 1. Joan Osbournes What if God was one of us - jeg faar kuldegysninger, naar jeg hoerer den sang nu, hvilket sker ca 3 gange om dagen. 2. Alt af Celine Dion. Noget andet der skal naevnes i denne sammenhaeng er, at det ikke er de store sangtalenter, der udfolder sig paa karaokescenen. Man er konstant i en blanding af hylende latter og ‘av mine oerer’, naar man hoerer det.
 
- de er ogsaa glade for deres tricycles. Ddet er 99 % af alle koeretoejer her, tror jeg. Vi har koert i utroligt mange - op af bakke skal man bare laene sig lidt fremad, hvis man er mange i den, ellers kommer man ikke over den. Den oficielle sang for, naar man venter paa en tricycle er foelgende (til melodien af Queens bicycle-sang): “Triiiicycle, Triiiicycle, I want to ride a tricycle, I want to ride it now”. Nej, det er ikke daarlig humor.
 
- vejret er maerkeligt herr. Generelt er det bare varmt, men hvis regnen kommer, er det hurtigt og utroligt meget af gangen. Paa et splitsekund er man gennembloedt. Info: toej toerer utroligt, utroligt langsomt her. 2 naetter er ikke altid nok, hvis en bluse skal varere toer. Luftfugtigheden er for hoej.
 
- trods varmt vejr, er is ikke til at opstoeve nogle steder. I dag er det foerste gang vi har set det, og vi koebte straks en boette.
 
- men folk overrasker os hele tiden her. De er virkelig (og det kan ikke siges nok) utroligt venlige og hjaelpsomme mennesker. Stort set alle snakker engelsk, og det hjaelper virkelig rejsen meget. Og folk er utroligt aerlige (uden for manila) - hvis man har glemt noget, loeber de efter en med det, naar de opdager det.
 
- deres mad er dog maerkelig. Det kan maerkes, at landet har varet paavirket af mange forskellige kulturer, saa jeg kan slet ikke saette ord paa, hvad der er typisk filippinsk mad. Paanaer en god ret kaldet Chicken Adobo. Mmm. Deres frugt er dog helt saerlig. Den smager simpelkthen af saa meget, specielt mangoen som er virkelig staerk og soed paa een gang. Det er en speciel filippinsk mango, der er kendt for denne smag.
 
- sidste men ikke mindst: hvis man skal betale noget, saa saet altid mindst en halvtime af til det pr person. Og ak og ve hvis du skal betale med visa. Effektivitet er ikke noegleordet her, det er grundighed derimod. 
 
Naa, det var det for denne gang. Held og lykke til alle der gaar til eksamen lige nu. Haaber det gaar godt.
 
knus fra Lise

Coron by paa Coron Islands. Vi kom hertil fra Pandan Island sidste onsdag paa den bedst taenkelige maade. Vi havde lejet en baad fra Pandan, der sejlede os til Coron nord for Palawan. Vi sad paa daekket, mens vi kunne vinke farvel til oerne, der blev mindre og mindre og langsomt bevaege os ud paa aabent hav paa traebaaden, med helt ren, dybblaa horissont 360 grader omkring os. Helt utroligt syn som man baade foeler sig lidt stor af og meget lille af. Vi ankom til Seadive hotel i Coron, hvor vi indlogerede os med det samme. Dette sted var det ogsaa, hvor vi begyndte et andet eventyr. Allerede naeste dag begyndte Sif og jeg paa dykning, og vi kan fra i dag af kalde os certificerede dykkere. Simpelthen - ikke mindre kan goere det. Det har vaeret et par lange og intensive dage med teori, laesning, oevelser, oplevelser og en masse dykning. Det var en tur ind i en helt ny verden, hvor vi i starten var meget uvidende om alt udstyret, teknikker og generelt hele undervandsverdenen. Vi blev dog foert sikkert ind i den af vores instructor Yvonne, som er en tysk kvinde, der har vaeret her i godt 2 aar. Hun er efterhaanden blevet vores dykker-helt, der kan forklare og vise alt paa landborden saavel paa havets bund. Det er en helt speciel foelelse at have alt udstyret paa, foele sit eget dybe, lange aandedrag fra tanken paa ryggen, mens man sidder paa 18 meters dybde, hvor alt er helt roligt og fiskene svoemmer interesseret omkring dig. Men nu var Yvonne jo ogsaa med, saa kan intet gaa galt
 
I dag har vi haft 2 lange dyk, der foregik ved forskellige oer, som vi sejlede til i omraadet. Det var helt specielt, eftersom vi fik lov til at dykke ved 2 skibsvrag fra 2. verdenskrig. Det er 2 skibe fra den Japanske flaade, der blev skudt ned her, og som ligger imponerende og - i hvert faldt det ene - intakte paa bunden af havet. Vi svoemmede hen imod det, og det kan slet ikke beskrives, hvordan det er at svoemme lavt og kigge op og opdage, at man dykker lige under staevnen paa et sunket krigsskib. Man foeler sig helt utrolig lille. Foerste gang var vi lidt utilpas og det var svaert at forholde sig til dybden, det store skib daekket af koraller og vaeggene daekket af koraller. Anden gang dykkede vi ved en gunboat, der var helt intakt, hvor vi endda kunne dykke ind i skibet og udforske de store rum i det. Saa foelte man sig virkelig dykkeragtig, og det var virkelig en stor oplevelse at se og proeve det hele.
 
Jeg vil gaa nu. I morgen skal vi slappe af og ellers tager vi til El Nido sydpaa i den nordlige del af Palawan. Her bliver vi for en kort stund, inden vi tager til Puerto Princessa midt paa Palawan med fly.
 
Jeg haaber, at I alle har det godt derhjemme, det er dejligt at faa saa mange hilsener paa mail hjemmefra.

Nu har vi efterhaanden vaeret et par dage paa Pandan Island, og det er ved at blive tid til den naeste mail hjem - paa utroligt dyrt internet. Turen herhen var interessant men ganske sjov. Vi tog som sagt tidligt fra Manila, hvor vi floej til San Jose, Mindoro. Turen var - interessant - men slet ikke saa bumpy, som vi havde forestillet os. Maaske ogsaa fordi det foerste, vi saa i lufthavnen, var et meget meget lille propefly, hvilket lige fik os til at overveje det endnu engang. Men det var skam et ganske normalt fly og efter 45 min var vi i San Jose - byen som Lonely Planet beskriver som at vaere et hul, man ikke skal besoege. Interessant var den heller ikke, dog var turen paa tricycle fra lufthavnen til busstationen sjov. Det er en motorcycle med en lille overdaekket sidevogn, og med lidt god vilje kunne vi vaere 3 personer inkl. bagage og en chauffoer i een. Ganske inponerende naar man taenker paa stoerrelsen. 3 timer og en meget lang, varm og traettende bustur senere, naaede vi Sanblayan, hvorfra vi tog en baad til Pandan Island. Det var helt fantastisk at forlade den lille havn, sejle over det spejlblanke og smukke blaa vand og faa oeje paa den lille tropeoe. Der er saa mange palmer paa oen, at man naesten tror de vaelter ud over kanten nogle steder.Vi blev vist til en stor hytte, hvor vi alle kan sove i, der ligger et lille stykke henne af stranden fra baren og restauranten. Traed 1 skridt ud fra terassen og du staar i det bloedeste sand, gaa 10 meter og du staar i vandkanten. Vandet er skoent her, og naar man svoemmer eller snorkler, er det det eneste tidspunkt, hvor man virkelig foeler sig afkoelet. Der er nemlig ikke nok stroem paa oen til hverken aircondition eller ventilatorer, saa vi har det utroligt varmt her. Desvaerre havde deres divemaster sagt op for en lille maaned siden, saa vi kan ikke tage dykker bevis her. Vi snorkler dog i stedet, hvilket ogsaa er fantastisk, og vi har set rokker, nemofisk, lidt tykke soestjerner, dragefisk, store fisk, smaa fisk, regnbuefarvede fisk og saa videre. Det er helt utroligt flot.

Dog er det knap saa dejligt at der ikke er ferskvand paa oen - det skal transporteres fra fastlandet. Derfor kan man kun tage bad i saltvand og bare skylle sig kort i ferskvand - I kan nok forestille jer, hvor maerkeligt og slidt vores haar efterhaanden er, men vi satser paa at redde det senere med oceaner af balsam. Vi er lidt ved at vaere traette af konstant at vaere fedtede, da sand, saltvand og solcreme i store maengder ikke er den bedste kombination. Bonusinfo: Det er paa Filippinerne muligt at koebe faktor 75 i solcreme. Det sier ligesom lidt om problemet med solen, selvom vi ikke er blevet forbraendte endnu, heldigvis.

Ellers er vi jo aergeligt bevidste om at vi skal naa at have laest foerste del af pensum til den kommende undervisning i Banaue, saa vi begynder lige saa stille at laese lidt fremad. Om aftenen spiller vi ellers pool og backgammon og har store planer om at vaere super seje til det naar vi kommer hjem. Saa I kan hoere at vi lever det stille oeliv lige nu, hvilket passer os fint egentlig ovenpaa eksaminer etc. hjemme i Danmark. Men selv i vors lille paradis, er der nogle daarlige sider. Dyr. Ikke alle dyrene er et problem. Fiskene er flotte jo. Den kaeler-pythonslange som den ene (Dominigue) af de to franskmaend, som ejer stedet har, er laast inde og goer heller ikke noget. Han har ogsaa en ugle som kaeledyr, der hedder Potter (udtal det meget meget fransk, saa har i det). Endda kakkerlakkerne er vi blevet ligeglade med, for de er simpelthen saa urimeligt dumme dyr, at det burde vaere forbudt. De kan ikke gaa lige og vader altid ind i vaeggene, hvis de altsaa ikke lige vaelter om paa ryggen inden, og ikke kan vende sig selv. Men der er edderkopper. Ikke mange, men tilgengaeld er de store. Meget store og klamme. Og de kigger paa en naar man gaar forbi. Uf.

Men som I kan hoere, har vi det stadig dejligt. Hvis nogle skulle vaere nervoese mht. valget hernede, der ikke har forloebet helt fredeligt, har vi virkelig slet ikke maerket noget til det, og det siger alle rejsende vi moeder. Det er kun i bestemte omraader og helt aerligt er det kun politikere der skyder og bliver skudt. Saa kan man saa mene, hvad man vil om det.

Men haaber, at I alle sammen har det rigtigt godt derhjemme. Knus fra Lise

Jeg er nu i Manila, efter nogle haeftige flyskift. Vores fly fra Billund
var forsinket og landede 15 min efter, at vi skulle ha checket ind til
det naeste fly. Men et par kinesiske kvinder var super soede og lod
os loebe igennem Frankfurt Lufthavn samtidig med at de holdt flyet
tilbage for os. Saa vi naaede til Manila om formiddagen, efter en meget
lang tur herover - og blev moedt af en mur af varme. Det er faktisk
‘kun’ 36 grader, men luftfugtigheden er saa hoej, at man slet ikke
forstaar det. Saa vi har laert, at man godt man svede paa albuen. Men vi
skal jo bare lige vaenne os til det hele her. Manila er en utroligt -
… kaotisk by. Minder lidt om Bangkok men mere tilfaeldig. Der er intet
centrum i Manila, saa det er utroligt svaert at finde ud af, hvordan man
lige skal placere alt i byen. Men vi bor paa et super dejligt hostel,
hvor de bare er saa hjaelpsomme, men det er de generelt her. Lige meget
hvad man spoerger om, goer de alt for at hjaelpe en. Der er ikke rigtig
saa meget at komme efter i Manila, saa vi tager afsted i morgen tidlig
(kl 5.45!!) med fly til Mindoro for at komme til den lille bitte titte
oe Pandan Island, hvor vi slaar os ned et par dage eller 5. Oen er saa
lille, at man ikke engang kan finde den paa de fleste kort, men vi ved
(!) at den findes. Her kan man nemlig tage dykkerkursus ved en fyr med
det utroligt eksotisk klingende navn, Svend. Vi har faaet det anbefalet
af nogle af dem, der var afsted sidste aar, at han var meget paedagogisk,
og det er vist noget, vi har brug for, naar vi skal laere saadan noget….
For nu lige at se noget af Manila, saa fik vi en lokal Filippino til at
vise os byen i dag hvilket virkelig var super - ellers havde vi vist et
lidt daarligt indtryk af byen udelukkende.. Naa men vi saa en masse
markeder, vi saa Billionaire-streeet hvor de rige bor, der betaler 100
millioner pesos for et kaempe hus inde bag kaempe mure og har 1
babysitter pr barn og en privat chauffoer pr person i huset. God ide,
lad os indfoere det derhjemme.. Vi saa havneslummen, og den amerikanske
gravplads for faldne i 2 verdenskrig (lignede til forveksling den i
normandiet, bare med en noget bedre udsigt), og verdens stoerste
shoppingcenter. Bonusinfo: Hvis man bruger 10 min i hver forretning vil
det tage lidt mere end 2 uger at komme igennem hele dette center. Vores
local guide var virkelig soed og grinede utroligt meget af sine egne
jokes, som vi ikke helt kunne foelge, men det var charming paa sin egen
maade.
Ellers har vi laert at saette pris paa 1) aircondition (kan ikke naevnes
nok, saa her kommer det skoenne ord igen: aircondition) 2) det faktum at
alle filipino snakker engelsk (bedst hvis man snakker lidt langsomt
ellers gaar de i panik og siger ‘ nonononono no no ma’am, i’m very
confused, ma’am, not so quick, ma’am, you understand ma’am?’) Men
faktisk staar mange ting paa engelsk her for der er saa mange
forskellige dialekter. Der er ca 1500 dialekter af filipino men kun 84
er officialt i brug. derfor taler de mange steder engelsk sammen for at
kunne forstaa hinanden.. Smart nok (for os).

Naa men vi glaeder os til i morgen hvor vi faar set noget andet end
Manila/storbykaos. Alle siger at man skal tager herfra. Ellers er
planerne foreloebig Palawan og Bohol (ved Cebu)
Men jeg vil smutte nu, savner jer alle sammen, men har det godt hernede.

I dag er det mandag, og om 8 dage tager jeg afsted til Filippinerne sammen med 9 andre fra mit studie. Turen går fra Billund til Manila over Frankfurt og Hong Kong på vejen (Ja, vi når da at opleve nogle steder - eller lufthavne - på utrolig kort tid)

Inden da skal den sidste eksamensopgave skrives færdig og ikke mindst afleveres, sommerfesten skal afholdes, der skal tages afsked med familie, venner og kæreste - og så skal der selvfølgelig pakkes. Jeg kan endelig begynde at glæde mig, nu når der snart ikke længere er opgaver og en masse planer og praktiske ting, som skal ordnes, inden jeg skal afsted.

Turen varer 2 måneder, og jeg vender snuden hjemad den 9. juli, efter lige at runde Hong Kong i 3 dage på vej hjem - når man nu har muligheden. Indtil da vil jeg prøve at opdatere denne blog så meget som muligt, så I kan følge med i, hvad jeg egentlig render rundt og laver helt dernede på Filippinerne.

Adios!